Batteridrevne lyskilder er ikke omfattet af krav om ecodesign og energimærkning. Dette gælder bl.a. for lommelygter, legetøj som indeholder lyskilder, batteridrevne skrivebordslamper, lysarmbånd til cyklister og solcelledrevne havelamper mm.
I henhold til forordningen om ecodesign defineres batteridrevet som værende et produkt, der kun anvender jævnstrøm (DC) fra en kilde, der er indeholdt i samme produkt, uden direkte eller indirekte tilslutning til netforsyningen. Dette er gældende uafhængigt af, hvilken stiktype produktet anvender. En batteridrevet lampe, som lades op med USB, vil derfor ikke høre under ecodesign og energimærkning, idet den ikke har brug for konstant tilslutning til nettet for at kunne fungere.
Det er ikke tilladt at energimærke eller registrere batteridrevne produkter i EPREL, da de netop ikke er omfattet af lovgivningen. Dette fremgår bl.a. af ramme forordningen for energimærkning.